mandag den 3. marts 2014

Blogkrise

Blogkrisen har kradset og jeg har derfor holdt en laaaaang blogpause. Dette indlæg er faktisk årets første, så godt nytår! Kan en blog mon have en vinterdepression? Det tror jeg bare, jeg vælger at kalde det. Nu er det forår, og så prøver vi igen på en ny og spændende måde.

Ny og spændende måde... Det lyder bekendt - som noget der kunne komme ud af en... Undervisningsministers mund! Som de fleste af jer ved, er jeg uddannet skolelærer, men har ikke noget job for tiden. Det er ikke kun bloggen, der er lidt i krise for tiden, det er jeg også. På grund af det fantastiske dagpengesystem (ironi kan forekomme) skal jeg snart til at have fundet mig et job, inden jeg ryger ud over kanten. Jeg elsker at være skolelærer, men jeg må indrømme, at jeg er bekymret for elevernes og lærernes fremtid, når den nye reform træder i kraft, og det hele bliver nyt og spændende. Jeg har derfor tænkt meget på, hvad jeg mon ellers kan bruge den her læreruddannelse til. Gode forslag (og jobtilbud) modtages gerne!

Anyway - nu skal der altså ske noget! Jeg har tidligere filosoferet over, at løsningen må være en MacBook. Som om det er nok! Jeg har også brug for et spejlreflekskamera, evigt godt lysindfald og en stor villa med de ideelle fotomuligheder. Udendørs og indendørs. Kan I også se problemet? Intet job og mangler ca. 3 mio. kroner.

Ny plan: Jeg fortsætter med at bruge min telefon som kamera, blogger fra min iPad og så må billederne blive så gode som de kan blive, når det danske vejr raser (og når jeg først alt for sent kommer i tanke om, at der skal fotograferes).
Den nye plan rummer også en intention om lidt mere struktur. Jeg er dødmisundelig på de bloggere, der hver onsdag har et indlæg om noget bestemt eller de der en gang om måneden lige samler op på noget. Men vigtigst af alt - jeg vil have at bloggen skal blive mere 'mig'. Det er med tiden blevet tydeligt for mig, at de blogs, jeg gider blive ved med at læse, er dem, der ikke kun handler om f.eks. mode, men også handler lidt om bloggerens tanker og liv. Ikke på den udkrængende måde, men i længden synes jeg ikke, det er spændende at læse om sort nederdel nr. 8 i samlingen eller den 11. opskrift på grovboller uden æg.

Så... Dette var tankerne på en våd mandag. Jeg har nældefeber fra top til tå (bogstavelig talt) og ligner en gennemsnitlig forgiftet ukrainsk politiker. So not pretty! Det slipper I for et billede af - I får lidt forår i stedet :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar