tirsdag den 25. december 2012

Glædelig jul

Puha, så blev det jul og jeg nåede det meste. På nær at lægge nyt på bloggen, men der var vel heller ingen, der havde tid til at kigge på den i går, gætter jeg på ;-)

Her er et par billeder af bordet, juletræet og et frugtfad.


Jeg håber, I havde en dejlig aften ;-)

søndag den 23. december 2012

Marcipanbrød

Juleaften planlægger jeg at servere dette marcipanbrød, som jeg lige har lavet. Lige som i: for ikke så længe siden, ikke lige som i at jeg bare lige gjorde det. Det tog lidt tid ;)


Indeni er der marcipan, nougat og pistaciemasse. Ud over at det ser fint ud, er det jo bare bonus at penslens striber ikke er et problem, som det kan være, hvis man vil have en jævn overflade.


Give away'en er nået frem til Anna (eller i hvert fald Vesterbro Postkontor) men jeg kan altså ikke vente med at poste billedet, til hun får hentet pakken mellem jul og nytår.


Stjernen er flettet af 12 stjernestrimler og en vejledning til hvordan man gør, kan findes på cchobby.dk. Den kræver en del koncentration, men hvis man kan flette almindelige stjerner, kan man sagtens finde ud af den her.

fredag den 21. december 2012

Endelig! Sidste advents give away!

Jeg beklager forsinkesen - først ventede jeg på stjernen og så bøvlede jeg med lukningen. Men nu er det her - armbåndet du bare må eje og øreringe der kan bruges sammen med eller alene.

Skriv en julehilsen i kommentarfeltet inden søndag kl. 13 og vær med i lodtrækningen. Vinderen kan afhente gaven hos mig, hvis det skal bruges til en julegave.


Jeg mangler stadig to julegaver. Lidt stresset måske ;-)

onsdag den 19. december 2012

Små ideer

Nogle simple ideer der spreder hygge og gør lykke hos modtageren.


Isbjørnen er nålefiltet udenpå et styroporæg. Det er en ret simpel model, som kan laves selvom du aldrig har filtet før. Og har du prøvet det nogle gange, er det en walt in the park. Jeg er bestemt ikke nogen haj til nålefilt, men den ligner da en isbjørn... Lidt ;-)

Ideen til perlehånden har jeg tyvstjålet hos min søns dagplejemor. Jeg maste hans hånd ned i en klat trylledej, fyldte aftrykket med Hamaperler og så ind i ovnen i 10 minutter. Snor i og vupti! Julepynt!

Koglerne er pyntet med filtkugler. Kunne være hjemmelavede, men dem her er købt hos Søstrene Grene.

tirsdag den 18. december 2012

Julekrybbe

Denne julekrybbe, eller krybbespil, har jeg lavet til min mor i fødselsdagsgave.


Den bagerste konge har mistet kronen (tak, sønnike) så den skal jeg lige have genskabt.


Den sidste advents give away er udsat til (forhåbentlig) torsdag. Håber meget meget meget på at de er blevet brændt (jep - det er noget i keramik. Eller porcelæn faktisk).

søndag den 16. december 2012

Hellig 3 konger

På et enkelt punkt kunne min mor masse ind i en juleartikel i Familie Journalen. Ikke med en uhyggelig mængde af nisser, men med mange Hellig 3 konger. Her er blot et udvalg, og det er uden dem der indgår i hele krybbespil. Så flot!


Fra en ende af:
- 45-50 cm høje konger i blik, købt i Berlin for flere år siden.
- Farvestrålende konger af ukendt materiale, måske træ måske noget poly jeg-skal-komme-efter-dig-materiale.
- Konger fra Jim Shore.
- Keramikkonger i 3 forskellige udgaver, de første to har min mor selv lavet og det sidste sæt er drejet af keramiker Rikke Barlebo.
- De sidste har min mor syet.

Og så til det vigtigste - vinderen af dagens katten-i-sækken-advents give away er Anna Filrup. Sender du lige din adresse? Og fordi det er dig, får du ikke at se hvad du har vundet :-P Skal dog nok lægge billedet på, når pakkeposten har været omkring Kbh. Det eneste jeg vil sige er: Yay, det lykkedes!!!

Jødekager

Der har været stille på bloggen de sidste par dage - jeg har haft for travlt... Så det råder vi bod på nu, mens flødebollerne står og størkner, inden de skal have chokolade på. Mere om det projekt senere.

I torsdags bagte jeg jødekager. Jeg har indgået en deal med mine forældre, svigerforældre og svigerforældres nabo om, at vi bager en stor portion hver, deler den i fire og bytter. Så jeg har bagt jødekager, mine forældre bager finskbrød, min svigermor og jeg bagte vanillekranse for et par uger siden og naboen har kogt klejner.


Den store kage skal forestille Darth Vader, men vist i en noget afbleget udgave :-/ Opskriften er fra AMO's julebagebog. På et tidspunkt blev jeg spurgt om opskriften på de brune småkager til min fødselsdag. Anna - det er denne opskrift, bare med kakao og lidt stødt ingefær i. Og så med hakkede mandler og perlesukker i stedet for kanelsukker ;-)

torsdag den 13. december 2012

Stars and sticks

Denne ide er tyvstjålet fra et blad og egentlig ikke ændret så meget på. Omkring blomsterpindene har jeg vilket noget meget tyndt metaltråd, nærmest en slags fehår.


Stjernepindene er tænkt til at sættes i urtepotter eller sammen med en julebuket, men det kan man jo selv bestemme. De fem her har mine forældre fået i deres pakkekalender forleden.


Billedet fra bladet (måske Hendes Verden?)

tirsdag den 11. december 2012

3. søndag i advent - surprise give away

Ja altså... Jeg ville gerne vise hvad næste søndags give away er, men det kan jeg ikke. Den er nemlig stadig in the making, og jeg siger ikke hvad det er (læs: faren for at det mislykkes, og jeg skal finde på noget andet, er i høj grad til stede).

Men for dig er der tale om en ren win-win situation med dobbelt vinderchance: 1. du kan være den heldige vinder og 2. du kan lide det, du vinder. Og kan du ikke lide det, er det en oplagt pakkespilsgave ;-)

Alt du skal gøre er, at synes om blogreminderen på facebook (og deler du den på din facebookside, er det jo bare bonus for mig).

mandag den 10. december 2012

Julestemning i Berlin

Puha, det var noget af en køretur hjem fra Berlin. 14 timer tog det, med to større pauser undervejs. Sne er smukt - bare ikke på motorvejen :-)

Berlin er altid en helt fantastisk by - men ved juletid er den bare noget helt specielt. Lys på nærmest alle træer og julemarkeder på alle større pladser. Duften af glögg, grønkål, underlige friturekager, ristede mandler og kastanjer.

På det store juletræ ved Brandenburger Tor hang der store iskrystaller lavet af plastik/plexiglas/whatever, formet som var de lavet af ting fra køkkenet. Ud over glas og gafler (se billedet) var der også krystaller lavet af hulskeer og grydeskeer.


Og så til det vigtigste. Dam da daaaaa! Vinderen af min 2. søndag i advents give away blev Annika Laura V. Krickhahn! Sender du mig lige din adresse på sillez@gmail.com?

I får lige en stak billeder mere - følg også med på Instagram (bloggeblomst), der kommer der endnu flere (også af noget der ikke er jul).


torsdag den 6. december 2012

Stjerneskær

Et af flere "desperationsværker", altså når leren egentlig skulle have være brugt til noget andet, men endte med at blive småtør og umedgørlig. Tidligere smed jeg det ud, eller brugte tid på at vække det til live igen, men jeg er begyndt bare at fylde det i en form, og så bruge den til glasureksperiment. Og nogle gange lykkes det jo ganske fint :-)


Til venstre er billedet taget uden blitz og til højre med.

onsdag den 5. december 2012

Til-og-fra-kort

En gave bliver bare lidt mere personlig, når der er et hjemmelavet kort på. Så kan det godt ærge én, at man ikke er på julegave med flere ;-)


Det mønstede papir er rester fra stjernestrimler og de store palietter er fra Tiger.

tirsdag den 4. december 2012

Give away - 2. søndag i advent

Adventsgaven, jeg trækker lod om på søndag, er dette stjerneophæng.


For at være med i lodtrækningen, skal du gå ind på facebook og "like" blog reminderen, hvor jeg reklamerer for dette indlæg. Dette skal du gøre senest lørdag kl. 23.59.

Ugen ud er jeg i Berlin med familien, så der kommer kun indlæg og billeder på Instagram (se i øvrigt mit billede fra i går, da den pink nylonsnor gik helt i kludder) hvis jeg finder en trådløs forbindelse :-)

Vinderen af stjernesnoren trækkes når vi rammer Danmark :-)

mandag den 3. december 2012

Dekoration på opsats

Min absolut yndlings-dekorations-dims er denne opsats med stjerner på siderne og fransk lilje i toppen. Den er så taknemmelig at pynte, især fordi grene mm. kan sidde i spænd i stjernerne. Tyvstjålet fra Jonas Jensen blomster ( det kan anbefales at "synes om" ham på facebook - han deler gavmildt ud af inspirerende billeder) er idéen med at binde mos på ståltråd. Her binder det toppen og bunden sammen.


Opsatsen er fra KaDeWe i Berlin.

Husk at kigge forbii morgen til den anden advents give away :-)

søndag den 2. december 2012

1. søndag i advent

Årets adventskrans


Bunden er dækket med perlesukker og drysset med lidt ekstra glimmer.


Og så er vinderen af keramikuglen fundet - det blev Louise Bamberg. Tillykke :-)

På tirsdag sættes næste advents give away i gang! Forhåbentlig med lidt flere konkurrenter (er begyndt at tvivle på facebooks evne til at nå ud til jer der 'synes godt om' min blog - men det kan selvfølgelig også bare være, I synes min ugle er grim :-D)

Vil under alle omstændigheder opfordre jer til at smutte omkring bloglovin og tilmelde jer updaten derinde. Den kommer altid frem :-)

Glædelig 1. søndag i advent!

lørdag den 1. december 2012

Det' sørme det' sandt december

1. december og det sner! Meget mere perfekt bliver det næppe. Aftenen i går stod i dekorationernes tegn - en hyggelig tilbagevendende tradition hos min mor.


I dag står den på vanillekransebagning hos svigermor og late brunch med manden senere.

Husk at det i aften kl. 23.59 er sidste chance for at smide en kommentar og deltage i lodtrækningen om uglen :-)

Adventsgaver til nissens far (og mor)

Normalt har vi vores julegaver til at ligge rundt omkring i lejligheden og pynte. Men nu har vi jo en kravlende øglenisse i huset, og intet er helligt for hans små gramsende fingre. Så nu er gaverne flyttet op på reolen og folk har fået besked på, ikke at ønske sig noget der er højere end 15 cm.


Fra venstre er det mine (yay!), nisseøglens og farmands adventsgaver. De sidstnævnte ses på de to store billeder. Gavemærkerne er fra Tiger.

torsdag den 29. november 2012

Adventsgaver til den lille nisse

som stadig intet fatter af alt julehalløjet, men mor her synes, det er mega hyggeligt!


Det lyseblå polkaprikkede papir er fra Fakta og manillamærkerne er fra Tiger.

onsdag den 28. november 2012

Chokoladekalender deluxe

I stedet for at kaste penge efter en småkedelig chokoladekalender, har vi i år aftalt at lave den selv. Så dette er mandens 24 små guldfarvede pakker :-)


Kurven er fra noget så eksotisk som Bilka :-)

De næste to dage viser jeg billeder af adventsgaverne til hhv. mand og barn :-)

tirsdag den 27. november 2012

1. søndag i advent give away

Så er det adventspakketid! I dag og de næste tre tirsdage udlover jeg en hjemmelavet adventsgave. Det du skal gøre er blot, at skrive en kommentar til dette indlæg. Det skulle meget gerne virke nu. Ellers send en mail til sillez@gmail.com.

Senest lørdag d. 1. December kl. 23.59.
Søndag trækker jeg lod blandt de interesserede :-)

Den første adventsgave er en ugle på stolpe

Sæt igang!

søndag den 25. november 2012

Hip hurra - jeg holdt fødselsdag!

Med et lille halvt års forsinkelse, slog jeg min 30 års fødselsdag sammen med en jule-klippe-klistre-dag. Vi startede med æbleskiver, småkager og konfekt, klippede så julepynt, spiste aftensmad og klippede videre.


Fra oven i guftårnet:
- Cointreautrøfler (mørk chokolade, smør, fløde, flormelis og cointreau i et-eller-andet-blandingsforhold
- Mørk chokolade med pebermyntefyld (flormelis, past. æggehvide og pebermyntedråber)
- Mislykkede nougat/marcipanbrød, nu i forme (for meget nougat medførte nedsmeltning og efterfølgende sammenbrud)
- Pistaciemarcipankugler
- Pebermyntepastiller (af føromtalte pebermyntefyld)
- Kransekagetoppe
- Købt abrikosflæsk (klamt ord!)

Småkagerne er hhv. jødekager og kakaosmåkager med ingefær og mandeldrys.

På billedet øverst til højre ses den amerikanske specialitet 'peppermint bark'. Opskriften er simpel: 100 g. mørk chokolade, 100 g. hvid chokolade og 2 knuste slikstokke. Den mørke chokolade smeltes, fordeles i en sølvpapirsbeklædt form og sættes i køleskabet. Når den er helt kold smeltes den hvide chokolade og den kan enten blandes med bolchestykkerne med det samme, eller først hældes over den nørke chokolade og så hurtigt drysses med bolcherne. Kig evt. på youtube, der er masser af instruktionsvideoer...

lørdag den 17. november 2012

1 års fødselsdag - endelig!

Elliots fødselsdag blev udskudt en uge, da snot og hoste kom på besøg. Men i dag var ingen syge, og boller, kage og dejlige pakker gjorde dagen helt fantastisk.


De mørkebrune kager er whoopie pies med marshmallow fluff i. Opskriften er fra denne bog, der også rummer en masse andre lækre (dog ikke afprøvede endnu) opskrifter.

Det næste livstegn her på blogge, bliverformentlig først om en uges tid, når der kommer lidt billeder fra min fødselsdagsfest. Husk at følge med på instagram indtil da :-)

tirsdag den 6. november 2012

Efterårsskål

Halloweenpynten er pakket væk, Sallings julekatalog er landet i postkassen og julen begynder så småt at snige sig ind i det lille hjem. Men inden det sker, vil jeg lige vise en keramikskål, jeg lavede for noget tid siden. Den er lavet i sort ler og ligner derfor smedejern.



I IKEA kan man få de fine dekorationsfrugter, der ligger nede i skålen. Det er vist en slags agurk, men de er nu ikke spiselige. De holder meget længere end man lige forestiller sig - længe som i "i månedsvis". Så det er bestemt et godt køb.

onsdag den 31. oktober 2012

Edderkop med æg

Juhuu - jeg nåede at lave (bemærk - ikke bage) kage til mit keramikhold og til evt. Trick or Treat'ende børn. Der plejer godt nok ikke at komme nogen, men så spiser vi da bare kagen selv ;-)


Ja - det er romkugler! De fine orange forme, fødderne og øjnene har min svigermor haft med hjem fra Canada.

Opskriften er klam på skrift, men de smager overraskende godt ;-)

2 kakaoroulader
2 hindbærroulader (eller jordbær)
1 pakke knuste billige småkager
3 spsk kakao
3 spsk marmelade. Jeg har brugt boysenbær, men hindbær er også godt
Mørk rom efter smag

Rulles i hvad man nu synes. Jeg har farvet kokosmel med frugtfarve :-)

tirsdag den 30. oktober 2012

Everyone hail to the pumpkin song

Her er så mit store græskarhoved, inspireret af Jack Skellington fra "Nightmare before Christmas". Det er nogle år siden jeg lavede det, men jeg er nu stadig lige glad for det.


På billedet til venstre er der lys i og det har fået lidt "insta-glam". Til højre er der ikke lavet noget ved det. Fyrfadslys putter man ind gennem øjnene.

Forhåbentlig kommer der en Halloween-kage i morgen, men med et småsløjt barn lover jeg i ingenting :-/

søndag den 28. oktober 2012

Evighedsgræskar

Pyntegræskar holder ikke for evigt, og nogle gange er de så dårlige at de må skiftes midt i oktober. Så jeg besluttede at lave nogle selv.


Altså de ligner jo ikke græskar på samme måde som de støbte, jeg har på opsatsen, men de har deres egen grove, rustikke charme.

onsdag den 24. oktober 2012

Knock knock. Who's there? Boo!

Denne lille fyr sidder udenfor vores dør og byder velkommen.


Det er bare en stor hvid strandsten der har fået en gang sort akrylmaling. Super hurtig og hyggelig at lave :-)

mandag den 22. oktober 2012

Yet another pumpkin day

Ja ja... Det skulle gå hurtigt i år med græskarene, ikke bruge flere timer, man bliver effektiv når man bliver mor og bla bla bla... Den holdt kun indtil jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå: Græskarskæring i bytte for hjemmebag. Så det blev lige til den her også.


Det var virkelig et godt græskar at skære i - for det første var det noget friskere end dem man køber i butikkerne og for det andet var det kæmpestort. Gætter på godt 15 kg.
Så måske falder Halloween fint sammen med den danske græskarsæson, hvis bare ikke de blev høstet så pokkers tidlig. Men det er jo juletræerne om igen.

Jeg er i øvrigt kommet på Instagram - hedder bloggeblomst. Der er/kommer en masse billeder af alt mulig :-)

fredag den 19. oktober 2012

Halloween

Så er det Halloween! Eller... Det er selvfølgelig først d. 31. oktober, men derfor kan man jo godt starte lidt før. Det er ligesom med julen - den starter når Sallings julekatalog ligger i postkassen. Så det er snart ;-)


Normalt tager det mig flere timer at skære et græskar, men i år havde jeg besluttet, at det skulle gå noget hurtigere. Man bliver så effektiv når man er mor :-) Det tog en god time at skære dem.

tirsdag den 16. oktober 2012

En kikset kage :)

Jeg har forsøgt mig med at bage Oreo cupcakes og de blev faktisk helt ok. Skulle måske have smurt papirformene i bunden, så kiksene ikke sad fast (yep - der ligger en halv Oreo i bunden af hver kage), men smagen og konsistensen er fin.


Opskriften er lånt fra bloggen amillionbabies.blogspot.dk, hvor der også er fine billeder af how-to-do.

I baggrunden kan man lige se hvad der indtil videre er morgendagens projekt: græskar. Ikke til at bage af dog (om end man jo lige kunne overveje det) men til at skære lygter af. Har i år indset at den danske græskarsæson bare ikke matcher datoen for Halloween, og at de fleste butikkers græskar er halvrådne til den tid.

/Christina

tirsdag den 9. oktober 2012

Pyntegræskar 2

Der var familieforøgelse i græskarskålen i går, så de måtte i dag flytte til nye, større omgivelser. Bemærk hvordan jeg fraskriver mig ansvaret for det skete...


Der er både ægte pyntegræskar og små keramikgræskar (ikke hjemmelavede dog - dem får I at se senere). Kunstige frugter/grøntsager er ellers normalt ikke mig, men det hjælper at de er i keramik og faktisk rigtig fine. En dag skal jeg vise jer min mands fad med kunstige frugter aka "det store kompromis"...

Posted via DraftCraft app

mandag den 8. oktober 2012

Lyserød Lørdag - er SÅ glad

Blot en kort opfølgning på, hvordan det gik min engel og mine ugler i lørdags til Lyserød Lørdag i Aalborg Storcenter. 450 kr blev mine ting solgt for - hvor er jeg glad for at jeg sagde ja til at bidrage :-)

Sådan så den lille bod ud i lørdags. Der blev i alt solgt for og indsamlet knap 2500 kr.

Så ud over at jeg var med til at give til at godt formål, kan vi nu konstatere, at et uglepar koster 150-200 kr. Aha ;-)

/Christina

Posted via DraftCraft app

søndag den 7. oktober 2012

Efterår

I dag har været en rigtig efterårsdag; tørvejr, regnvejr, blæst og solskin. Set indefra, med varm kakao og kreative sysler, har den været helt perfekt.

Jeg har fået flyttet lidt rundt på tingene i stuen, og har fået pyntegræskarene på plads. Det er ikke helt Halloween pyntetid endnu, så de store græskar må vente lidt endnu.


Pyntegræskarene er, som fortalt på facebook, fra Rema1000, den lilla opsats er fra IKEA og ravnene er fra Plantorama, men dog et par år gamle.

Har I nogensinde prøvet at udhule et pyntegræskar? Hvis ja, modtages gode råd gerne. De er nemlig vildt hårde indeni :-/

Fortsat god søndag
Christina

Posted via DraftCraft app

torsdag den 4. oktober 2012

Lyserød lørdag

På lørdag d. 6/10 inviterer 140 byer i Danmark til Lyserød Lørdag. På www.støtbrysterne.dk kan du se hvilke lyserøde events, der er i nærheden af dig.

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil donere nogle af mine ting til en stand med lokalt kunsthåndværk i Aalborg Storcenter. Normalt sælger jeg ikke mine ting (well - for rette bud er det meste dog til salg), men hvis det kan indbringe lidt til et godt formål, ville det da være stort. Så jeg fik jo lige pludselig travlt med at lave lidt visitkort og sådan. Jeg kunne desværre ikke nå at lave flere ugler, så jeg sender en engel med i stedet.


Jeg var lidt i tvivl om, om englen skulle med. Den er måske en smule dyster, og kunne, i brystkræftkonteksten, tolkes som en skaldet dødsengel der har fået kemo. Men der var nu hverken sygdom eller død i mine tanker, da jeg lavede den - jeg synes bare ofte, engle bliver lidt for nuttede.

Men altså - der er masser af fine events rundt om i landet. Støt brysterne ( . )( . )

Posted via DraftCraft app

fredag den 28. september 2012

Nu er det altså jul igen

i hvert fald i IKEA. Hurra! Halleluja! Ho-Ho-Ho!

Julen har sneget sig ind i Mini-Sverige, og dagens udflugt greb i den grad om sig. Ups :)


Juletræet er nærmest lavet af spejl, hvorfor det var noget svært at fotografere. Det er vel en slags fattigrøvs-Daisy, men jeg synes nu, det er rigtig fint. Lyskæden til højre er med matte snefnug og den skal hænge på et stort spejl (billede kommer til jul).

Det blev også til lidt gavepapir og nogle fine æsker, men dem må I se når gaveindpakningsinspirationsbillederne (sig lige det 10 gange hurtigt!) kommer i december.

God weekend
/Christina

onsdag den 26. september 2012

Sig det med ost

Jeg forestiller mig at Hr. Rotte sidder nedenfor Frk. Rottes vindue og synger Måneskinssonaten. Han har selvfølgeligbtaget et stort stykke ost med, for hvad skal en sød rottepige med roser?


Både rotten og osten er lavet i "den grove ler" eller 1408, som den vel egentlig hedder. Det er også en yndlingsler, da den er nem at lave store ting af.

fredag den 21. september 2012

Somewhere over the rainbow

Regnbue cookies!


På en efterårsdag som i dag, hvor vejret ikke viser sig fra sin pæneste side, er nybagte kæmpesmåkager bare mums. At det så oveni er weekend, er jo bare bonus :) Opskriften er tyvstjålet fra en anden blog (tak for lån, www.2-th.dk)

100 gram blødt smør
1 dl farin
1 dl sukker
1 tsk vanillesukker
1 æg
3 dl havregryn
1½ dl mel
1 tsk bagepulver
1½ dl m&m’s knapper

Tænd ovnen på 175°C
Pisk smør, farin, sukker, vanillesukker til det bliver luftigt
Rør ægget i
Bland de øvrige ingredienser i, og rør godt sammen
Rul 24 runde kugler og fordel på 2 bageplader, dejen flyder selv ud
Bag midt i ovnen, i 12-14 minutter

Rigtig god weekend :)

torsdag den 20. september 2012

Knap og nap

Så lykkedes det! Dels at få syet knapperne i cardiganen og dels at få taget et billede. Sidstnævnte var noget sværere end forventet, da farven på knapperne på mystisk vis forsvandt på billedern


Jeg har allerede luftet den og pink gør jo bare efteråret endnu smukkere, godt hjulpet af mine nye støvler selvfølgelig :-)








onsdag den 19. september 2012

Sten på toppen

Det kan ikke tælles på to hænder og fødder, de gange jeg har fyldt mine (og andres) lommer med sten fra Nordstranden i Skagen. Jeg elsker sten og et besøg på Nordstranden er et must når jeg en gang imellem kommer nordpå.


Krukkerne er lavet i sort skulpturler (yndlingsler for tiden!) og stenene er tre forskellige slags granit. Det er planen at jeg inden så længe vil forsøge mig med en anden type krukke, også med sten som låg, men i en lys, glaseret ler og så noget større.

mandag den 17. september 2012

Pink Stars

Neon er åbenbart det nye sort. Jeg har måske lidt svært ved det, men til små detaljer ser det jo superfunkyfresh ud. Det blev til en hel masse stjerner og lidt knapper, som egentlig var udgangspunktet.


Knapperne og stjernerne er lavet i pink cernit. På armbåndet er de sat på en sort lædersnor, der bare vikles omkring sig selv når det lukkes. Skakternene, leopardpletterne og de små blomster er sådan noget fimo nail art der er lagt ned i tynde skiver.

Når jeg får dem syet på, kommer der også et billede på af de små knapper, jeg lavede til min sorte cardigan.

lørdag den 15. september 2012

Højt på en gren en krage...

simsaladim bamba saladu saladim :)



Det ruskede godt i træerne, da familien og jeg tog på verdens korteste skovtur for at samle grene. Garnet, jeg har viklet omkring grenene, passede helt tilfældigt (I promise) til min fine fugl, der sidder lige ved siden af vaserne. Den er fra Blå Fugl og egentlig en håndtaske, men jeg har vist ikke noget, den passer til.

The ongoing project for tiden er scrapbogen fra vores rejse til Rom i 2010. Byen blev ikke bygget på 1 dag, og scrapbogen er således tro mod det langvarige image.

tirsdag den 11. september 2012

Ugler i mosen


De små ugler her er det sidste keramik, jeg har lavet færdigt. Ideen opstod da jeg havde en rest af den sorte skulpturler, jeg ikke ville smide ud. Senere har jeg så lavet en hel familie, der dog efterhånden er blevet splittet op i par.

søndag den 9. september 2012

Hvis Peter Pan var online...

... ville han med garanti blive stalket af Bloggeblomst!

Bloggeblomst er mit alter ego - den side af mig der af og til er irriterende overskudsagtig og som har lyst til at vise, hvad jeg går og laver, når jeg ikke er datter, kone og mor. Hun kunne også være hemmeligt forelsket i Peter Pan, men det er hun nu ikke ;o)

Jeg har i noget tid, inspireret af clamour4glamour.looklab.dk og rikkekroeger.dk, haft lyst til at få mig en blog (lidt selviscenesættende er man vel). Problemet er bare, at jeg praktisk taget intet ved om mode, så det måtte nødvendigvis blive om noget andet. Så derfor:

Velkommen til min blog om
  • Mine kreative projekter (keramik, scrapbooking, syning mm.)
  • Smukke ting og gode køb
  • Pynt til højtider - især jul
  • Stilleben
  • Bagning

Til gengæld finder du ingen sarkasme, ironi og politik eller billeder af min familie. Der må du på facebook ;o)

Jeg håber, du vil komme forbi og kigge en gang imellem.

- Bloggeblomst/Christina

En kunstner sagde engang noget med, at amatører lader sig inspirere mens kunstnere stjæler. Her skal du være velkommen til både at lade dig inspirere og stjæle. Men jeg garanterer ikke for, at alt her inde er noget, jeg selv har fundet på ;o)