lørdag den 26. april 2014

Et fraklip fra påsken

Intentionerne var gode. Resultatet blev... Spændende...

Mens Elliot lå og slappede af i sin seng inden frokost, lavede påskehønen (aka mor) ballade i køkkenet. Og jo, det var da også pænt underligt at æggene var blå, syntes han. Men at de havde pletter inde på selve æggene, havde vi ikke regnet med. Bemærk også lige det revnede æg.


Jeg troede da, at et æg var vandtæt?!? Det er altså ikke den mest appetitligt udseende ægge/makrelmad vi har set. Det smagte heldigvis ikke blåt, men der er bare et eller andet forkert ved at spise blåt mad...

Så den gentager vi sgu nok ikke lige til næste år ;-)

tirsdag den 22. april 2014

Bananpandekager

I går lavede jeg bananpandekager til min lille familie og det skulle selvfølgelig foreviges på Instagram. Også selvom de ikke blev serveret på en musselmalet tallerken :) Der kom en opfordring til en opskrift på bloggen, så den kommer her. Den er tyvstjålet fra louisesmadblog.dk.

2 modne, moste bananer
3 æg
1 dl. havregryn
1 dl. mel (hvede eller fintmalet spelt)
1/2 tsk. salt

Ingredienserne tilsættes i nævnte rækkefølge og piskes sammen til en pandekagedej. Der bliver ca. 15-16 stk, afhængig af størrelsen på bananerne og æggene og der kan bages 3-4 ad gangen på en almindelig stegepande.

Voila!

Og ja, det er helt rigtigt set, at der hverken er sukker eller mælk i. Jeg har dog prøvet at tilsætte lidt vanillesukker og det er bestemt også godt. Kardemomme ville sikkert heller ikke være dumt.

Kom i øvrigt gerne med ønsker til noget, I gerne vil se her på bloggen. Det er ikke sikkert, jeg kan opfylde dem, men jeg vil gøre mit bedste :)

torsdag den 17. april 2014

Et lamt påskebrød

Kigger lige hurtigt forbi med et spelt påskebrød som jeg bagte i går sammen med Elliot. Sig til hvis du vil have en opskrift, men en hvilken som helst dej kan jo bruges.

Mæhhh!

Og så lige min nye køleskabsmagnet. Det er altid godt med accessories til hjemmet, der forklarer tingenes tilstand. I går faldt jeg over idéen med, at man hænger en masse "God Bedring" kort op på køleskabet, så folk kan se at der er beskidt fordi man har været syg :)


Hav en dejlig langfredag - for mit vedkommende står den lige straks på playdate og brunch med hhv. nogle skønne børn og deres dejlige mødre.

Musselmodellerede påskeæg

Allerførst: se lige mit kreative afkom!

På instagram, og i Blogland, er der i dén grad gået "se hvad jeg har købt i Illum" i den. Der bliver flashet musselmalet porcelæn, Lyngby vaser, Tom Dixon lysestager, Kay Bojesen aber og Kähler som gjaldt det livet selv. Ikke et ondt ord om trenden - synes bare det er synd for de påskeæg, som bare bliver serveret i en IKEA skål og som aldrig rammer Instagram...



Der findes heldigvis også nogen som har en virkelig sjov indgangsvinkel til det. Kan anbefale et følge @nutidensmor (men kun hvis du også føler for at se MANGE billeder af hendes datter) som tegnede den her til Instagram forleden

Og SÅ er der også en masse som efterligner det populære blå mønster. Man kan endda komme på musselmalekursus hos Royal Copenhagen, hvis man vil lære det af en prof. Og den bølge måtte jeg da lige hoppe på (med et twist selvfølgelig). Musselmodellerede æg i cernit og fimo!


Det hvide æg er rullet ud i hvidt Cernit og efterfølgende er der så lagt mønster på af meget tyndt udrullet Fimo. Når det så har været i ovnen i 30 minutter, er den uventede magi sket: den hvide cernit bliver lettere gennemsigtig (eller i hvert fald gennemlysbar, hvis det er et rigtigt ord) mens Fimoen forbliver som den er. Så lærte jeg også noget den dag!

Jeg lærte også, at selvom det uden tvivl er svært at male det musselmalede helt perfekt, så er der en grund til at det ikke er musselmodelleret, for det er ret svært at beregne hvordan det kommer til at se ud, når kagerullen har været forbi. Alt taget i betragtning er jeg nu meget godt tilfreds.

Slutteligt vil jeg lige vise, hvad Elliot og tøserne har lavet i dagplejen i sidste uge. De er SÅ fine :)

tirsdag den 15. april 2014

Porcelænsæg

Et nyt bud på lidt andreledes påskepynt, er de her slangeæg i porcelæn. Jeg rullede et stykke blondestof hen over porcelænet, inden jeg skar æggene ud og det viste sig så, at mønsteret mere lignede slangeskind end blonde. Shit happens :) Jeg laver meget sjældent noget om, jeg er mere tilhænger af at få noget andet ud af det end planlagt. Så derfor slangeæg...


Jeg har også lavet nogle lidt mere traditionelle æg i porcelæn. Til at lave mønster med, har jeg brugt fondant plungers (kan købes super billigt på eBay) og en klejnerulle, eller hvas nu sådan en dims hedder.


Sikke et dejligt påskevejr, hva? I morgen tager vi en tur til Skagen og nyder det dejlige vejr. Elliot har legestuens tøj-skildpadde Skipper med hjemme. Den skal, i løbet af ugen, have pulsen op sammen med Elliot og familien, så vi må en tur i vandtårnet eller ud og løbe på stranden :)

onsdag den 9. april 2014

Indviklet påskeæg

Indrømmet - det er lettere at brokke sig over udvalget af påskepynt end at finde på noget originalt selv. Måske er det bare fordi, det er begrænset hvor kreativ man kan være over temaerne æg, kylling, lam og snaps.

Så jeg har haft gang i ægproduktionen og jeg er ikke færdig. De er sjove at lave, de her æg og det er vildt nemt.


Du skal bruge nogle vandballoner, noget bomuldsgarn i valgfri farver, en helt almindelig rest hobbylim og en sjat vand.

Bland lim og vand til en meget tynd lim.
Klip et par meter garn eller fire af, rul dem til et løst bundt og læg det ned i limen.
Pust ballonen op og bind knude.
Så tager du snoren op af limen og retter den ud på bordet. På den måde undgår man knuder (hvilket jeg lavede mange af, fordi jeg til at starte med nægtede at filtre snoren ud først).
Og så vikler du ellers bare garnet på ballonen på kryds og tværs. Du kan både bruge lidt eller meget garn, afhængig af hvor tæt ægget skal være.
Æggene får en snor omkring baloonknuden og hænges til tørre natten over.

Og voila! Ballonerne punkteres og så er der æg!

De er da lidt fine :)

Og der er flere æg på vej! Keramikken når som sagt ikke at blive færdig, men hvis ikke mine får er i ovnen i aften, tager jeg da lige et ikke-færdig-får billede af dem :)

onsdag den 2. april 2014

Påskepynt.gab

Jeg har 315 liter (liter!) julepynt. Mit påskepynt fylder en skotøjsæske. Påskepynt er bare ikke særlig interessant! Hvert år til jul kommer der nye bud på julepynt, både færdig og gør-det-selv pynt, men det sker bare ikke rigtig for påskepynten?!? Her er f.eks. et par sider fra Netto's katalog i denne og sidste uge samt en side fra Panduro Hobby. Det ligner jo nøjagtig påskepynt som det så ud for 10-20 år siden! Pastelfarver, lilla, kyllinger, æg, får og harer. Bum! Ok - Netto har tilføjet Jesus. Ikke imponeret alligevel...


Så i år, var planen så, at få lavet noget påskepynt, der IKKE ligner det i reklamerne. Og jeg er også godt i gang med keramikken. Der er bare den lille detalje, som først gik op for mig i går: Det kan ikke nå at blive færdig inden påske... Det er virkelig vintage Christina, ikke at tage højde for f.eks. sygt barn der spolerer påskekeramikplanlægningen og -udførelsen.

Ny plan: Jeg skal lave noget nyt påskepynt som IKKE ligner det i reklamerne og som IKKE er 10 dage om at tørre og 2 dage om at brænde. What a cliffhanger!