fredag den 20. september 2013

Marmorcheesecakebrownie

På Instagram er der nogen der har spurgt efter opskriften på den marmorcheesecakebrownie, jeg bagte til mine kollegaer og kursister i Frederikshavn. Så her er den - den er ikke svær at bage overhovedet og den smager helt fantastisk!


Du skal bruge

200 g hvid chokolade
200 g flødeost
2 spsk mel (bruges til sidst i opskriften)
250 g mørkchokolade
250 g smør
300 g rørsukker
4 store æg (eller 5 små)
125 g hvedemel
1 spsk vanillesukker
3 spsk usødet kakaopulver

Bræk den hvide chokolade i mindre stykker og smelt den langsom over vandbad. Skålen må ikke røre vandet - hvid chokolade brænder nemt på. Når chokoladen er smeltet, vendes flødeosten i. Lad blandingen stå ved stuetemperatur.

Varm ovnen op til 180 grader og beklæd en bradepande (ca. 20x30 cm) med bagepapir.

Smelt den mørke chokolade og smør i en gryde ved svag varme, mens du rører i det.

Pisk æg og sukker i et par minutter og tilsæt chokoladeblandingen.

Sigt de 125 g mel, vanillesukker og kakaopulver ned i dejen, rør den ensartet og hæld den i bradepanden.

Bland de 2 spsk mel i den hvide chokoladeblanding og fordel den med en ske i store klatter oven på den mørke. Brug en gaffel til at trække dejen marmoreret.

Bag kagen i 25-30 minutter. Kagen skal være blød.

Mine noter: gør som der står i opskriften, IKEAs røde, lave bradepande passer perfekt, de 180 grader passer til varmluft, skær kagen i små stykker - den er meget voldsom!

God fornøjelse og god weekend!

4 kommentarer:

  1. Jeg håber der kommer en lejlighed snart, hvor jeg kan bage denne kage! Den ser overdrevet ud! :-)
    Kh. Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er SÅ overdrevet - tror den kunne passe rigtig godt ind i din yolo periode ;-)

      Slet
  2. Mums. Jeg skal vist fejre, det er weekend. Tak for opskriften søde Christina. Kram fra Vibeke (Arden Skole). Rigtig god weekend

    SvarSlet
  3. Velbekomme søde Vibeke - go weekendbagning :)

    SvarSlet